Thy Børne- og Ungdomsfilmklub viser film i 3 serier: "Mikro" er vores yngste serie, (3-4 årige), hvor børnene sammen med ledsager kommer i biografen de første gange. Filmene er hyggelige og sjove kortfilm, hvor alle taler dansk, og lyset og lyden i salen er dæmpet. "Mini" serien er for børn mellem 5-6 år, og er hyggelige familiefilm, alle med dansk tale, hvor "Mega" serien er med film der har censur fra 7 år, her ser vi spændende og sjove børnefilm, hvor alle taler dansk. Her kan børnene sammen med sine venner (eller måske anden ledsager) få en rigtig god oplevelse i biografen.
Hvis barnet ønsker en ledsager til filmen, skal der tegnes et yderligere medlemskab som omfatter en "valgfri" ledsager. For at man får tilskrevet en voksen billet, skal man være fyldt 25 år – denne billet er nemlig ikke personlig, det vil sige at det ikke behøves og være den samme til hver forestilling, så mor eller far (eller bedsteforældre) kan deles om medlemskab, men kan kun benyttes 1 gang pr. forestilling.
- Aldersgrænsen hertil skyldes et medlemstilskud der hentes til personer under 25 år, ved Thisted Kommune.
Vi samarbejder derudover med Biblioteket Thy og deltager i børnekulturnatten, så hold gerne øje med vores hjemmeside og Facebook, i forhold til aktuelle arrangementer. Børnekulturnatten afholdes sammen med Kino 1-2-3 (Thisted) hvor vi viser fantastiske kortfilm og serverer de lækreste popcorn!
Kriterierne for nutidens film er lidt anderledes end I kan læse ved børnefilmklubbens historie nedenunder, men vi sætter i højsædet at overholde alle regler for censur og aldersgrænser, så børnene trygt kan komme og se film hos os.
"Thisted Børnefilmklub" blev oprettet i 1954 af Mentalhygiejnisk Forening, hvis formand Amtslæge Folke var initiativtager. Som medarrangører var endvidere Dansk Kvindesamfund, husholdningsforeningen Nordthy og Thisted Kooperative Husmoderforening – og er dermed en af landets ældste børnefilmklubber. I 2021 ændrede klubben navn og nu hedder vi altså Thy Børne- og Ungdomsfilmklub, eller i daglig tale "ThyBUF", idet filmklubbens medlemmer kommer fra hele Thy. Den lokale forankring er grundsten, vi gerne hylder.
Begrundelsen for at oprette en sådan forening står beskrevet på følgende måde i en avisartikel fra 5. april 1954:
"Som en modvægt mod de film, der er præget af grusomheder som Tarzan- og wild westfilmen er der i de senere år herhjemme fremstillet en del tonefilm beregnet for børn fra 5
til 12 år […] […] betydningen af, at børnene så sunde og fornøjelige film i stedet for de ofte direkte skadelige film, der vises i biograferne.
" Den 11. september 1954 lagde Thisted Børnefilmklub ud med sin første forestilling: "Vi fanger hestetyvene". Det var i byens største biograf, Royal, ved Storetorv, det hele løb af stablen. Det var længe før gågadernes tid. I referatet fra forstillingen står der: "Køen af børn til forestillingerne volder gene for trafikken på Storetorv. Der rettes henvendelse til politiet om assistance ved kommende forestillinger". Det må altså uden tvivl have været en enorm succes!
Vi håber du har fået lyst til at høre mere om filmklubben - har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen,
Bestyrelsen i ThyBUF
© Copyright ThyBUF